• Oprørere vil frigive pilot fra New Zealand efter et års fangenskab

    Source: BDK Borsnyt / 07 Feb 2024 01:25:51   America/Chicago

    En indonesisk oprørsgruppe vil løslade den newzealandske pilot Philip Mehrtens, som har været taget til fange i et år. Det oplyser Vest-Papuas Nationale Befrielseshær (TPNPB) ifølge Reuters. Det er dog foreløbig uklart, hvornår Mehrtens bliver frigivet. Oprørsgruppen holder til i Papua-provinsen i Indonesien. Det er her, Philip Mehrtens holdes fanget. Ifølge stabschefen for Vest-Papuas Nationale Befrielseshær, Teranus Satto, bliver piloten løsladt for at beskytte hans menneskerettigheder. Mehrtens blev kidnappet af oprørsgruppen den 7. februar sidste år i Nduga-lufthavnen i Indonesien. Udmeldingen om hans forestående frigivelse kommer altså på årsdagen for tilfangetagelsen. Det var et forsøg på at lægge pres på indonesisk militær og få dem til at forlade Papua, der er den vestlige del af øen Ny Guinea. Siden har oprørsgruppen krævet, at Indonesien anerkender Papua som uafhængigt fra landet, før de frigiver Mehrtens. Det er dog ikke sket. Mandag udsendte New Zealands udenrigsminister, Winston Peters, en kraftig opfordring til oprørsgruppen om, at piloten skulle løslades. - Vi ved, at Philip lige før jul kontaktede nogle familiemedlemmer og venner for at forsikre dem om, at han var i live og okay. - Men vi er stadig bekymrede over den lange periode, han har været holdt tilbage, sagde udenrigsministeren ifølge nyhedsbureauet AFP. Ifølge den indonesiske hær begik oprørere i april sidste år et bagholdsangreb på indonesiske soldater på Papua, da de søgte efter Mehrtens. En enkelt indonesisk soldat blev dræbt i den forbindelse. Papua er en tidligere hollandsk koloni, der blev selvstændig i 1961. To år senere tog Indonesien kontrol over området og lovede en folkeafstemning om selvstændighed. Den efterfølgende afstemning, der endte med et flertal for, at Papua forblev en del af Indonesien, blev dog ifølge AFP i vidt omfang ikke anerkendt. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/oproerere-vil-frigive-pilot-fra-new-zealand-efter-et-aars
Share on,